Jeg har lyttet til radio hele mit liv. Min far var nærmest fanatisk med ikke at gå glip af den lange 18:30-radioavis. Hver dag i den tidlige aftenstund blev stuens tobaksrøg fyldt med alle de kloge og alvorlige journalister, der berettede fra Kairo, Rom, Bryssel, Bonn, Tel Aviv, Moskva og Washington. Stemmerne var som faste daglige taktslag gennem hele min barndom. De holdt øje med det hele for os, mens jeg forsøgte at begribe verden og fik hovedpine ved tanken om at skulle stave dybt mærkelige navne på datidens toppolitikere… Moshe Dayan, Sheikh Mujibur Rahman, Leonid Brezhnev og Trygve Bratteli.

Som voksen var min plan kun at blive skrivende EU-korrespondent i Bruxelles, og det faldt mig overhovedet ikke ind, at radio kunne være noget for mig. Ulla Terkelsen, der selvfølgelig også har været i Bruxelles-korrespondent, sagde ellers helt tilbage i 1994, min stemme var god og at jeg da skulle lave radio. Men jeg troede bare hun var flink. Man kunne ikke bare at være med i statsradiofonien – det var jo nærmest som at stå midt på scenen i det Kongelige Teater og tale til hele nationen.

Først mange år senere fik jeg i 2011 den idé, at spørge om DR’s P1 Orientering ikke kunne bruge en Europa-nørd til at snakke om EU og Belgien fra Bruxelles. Og så var det ellers ud på det dybe vand med det samme. Efter et par korte kurser om stemmebåndenes rette brug og svingninger hos Ilia Swainson og om værktøjskassen bag al radiofoniens magi hos Jon Kaldan, var jeg i gang med at rode med redigering, lyd og live-radio.